Efter rotte-problem: Kvickly åbner igen
Kvickly i Lemvig har været lukket siden mandag på grund af rotte-problem.
Mus blev til rotte
Kvickly i Lemvig har holdt mere eller mindre lukket siden mandag morgen. En rengøringsdame så det, hun i første omgang troede var en mus, under sit arbejde natten til mandag. Det viste sig senere at være en rotte, og det betød, at hele forretningen var lukket mandag og tirsdag.
Onsdag åbnede kioskområdet, mens bageren fulgte efter torsdag. Fredag morgen var to tredjedele af Kvickly åben, men der var ikke mulighed for at handle i køle- og slagterafdelingen, da området skulle rengøres.
- Det har været forfærdeligt at skulle have lukket. Havde vi bare fundet det døde dyr, så havde vi vidst, at vi havde karantæne i to døgn, før vi kunne åbne igen. Men nu har det været frustrerende, fordi vi ikke har vidst, hvornår vi kunne åbne igen, siger varehuschefen til Dagbladet Holstebro.